Historien om os

Elin & Verner NielsenMin morfar gartner Verner Nielsen begyndte på denne adresse i 1950. Dengang startede han på en ukrudtsmark, i ukrudtet var der stauder, de blev gravet op, delt og plantet ud i lange bede. Det var begyndelsen, dog forlyder det at den bondegård, Sølyst, der lå ved Roskildevej, hvor Tæppeland ligger i dag, havde marker ned til damhussøen, og at gårdejeren faktisk endnu tidligere podede og solgte frugttræer.

Mine bedsteforældre havde mødt hinanden gennem en kontaktannonce som Verner havde indrykket med titlen: "ung gartner søger kontakt til frisk, naturlig, ung pige. 

Min mormor Elin var stuepige fra Sverige og faldt åbenbart for Verner, ihvertilfælde blev de gift den 30. juni 1934, da var hun allerede gravid med min mor. Min oldemor sørgede idet hendes eneste søn var arbejdsløs gartner og havde gjort en svensk stuepige gravid.
 

ÅLHOLM PLANTESKOLE 1950-1978


Det lykkedes Verner at købe grunden for 90.000,00 kr, da der ikke måtte bygges boliger på grunden. 

De første 4 år fra 1950-1954 beholdt Verner sit fuldtidsarbejde som gartner på Assistens kirkegård. Dengang arbejdede man 48 timer om ugen fordelt på 6 dage.

Om vinteren var Verner på understøttelse og fik 30 kr om ugen.

Det lykkedes for Elin og Verner, gennem møje og flid, at opbygge en sund og god forretning. 

Meget var anderledes dengang, de ansatte gik rundt med en pung og afregnede med kunderne, kasseapparat kom først senere.

Elin og Verner drev planteskolen frem til Verners alt for pludselige og tidlige død i 1978, da var jeg 8 år og meget ulykkelig. Verner der havde levet et meget sundt liv som vegetar, faldt pludselig død om da han var igang med at ekspedere en kunde, han blev 66 år.

Selv om Verner var selvstændig forblev han hele livet Sovjet tro kommunist. Et politisk tilhørsforhold der ikke er gået i arv.    
 

ÅLHOLM PLANTESKOLE 1980-1990


Efter min morfars alt for tidlige død var det planen at der efter et ophørsudsalg skulle bygges fire villa grunde. En klausul betød at virksomheden skulle nedlægges ved ejerskifte men ikke ved arv. 

Min mor der var hjemmegående husmor med 3 børn og baggrund som psykolog, deltog i ophørsudsalget og blev glad for stedet og kunderne. Specielt gjorde det indtryk at mange stamkunder var meget kede af at planteskolen skulle lukke.

Det skulle blive starten på en 28 år lang passion for min mor. 

Nye folk blev ansat og planteskolen gennemgik en grundig makeover. Mange lidt ældre kunder vil huske gartner Arne Christensen der gennem en lang årrække var en dygtig og loyal medarbejder.


GRØNNE HJEM 1990-?


I 1990 havde planteskolen eksisteret i 40 år og i min mors ejerskab i 10 år. Det blev fejret med en stor ombygning og stor fest.

Jeg startede i 1998 og fik min mor overtalt til at bygge et nyt drivhus, der hvor der idag er indgang. Det nye drivhus sammen med lukningen af "drivhuset" ved Rødovre centrum betød at vi gennem nogle år oplevede en pæn vækst der muliggjorde direkte import fra bl.a. holland til gavn for kunderne.

Efter 10 år i samarbejde med min mor lykkedes det mig at overtale hende til at gå på pension i 2008. Efter et kort og ulykkeligt intermezzo med Bo Grønt kæden er vi nu tilbage under eget navn, dog med nyt flot logo.

Vi vil til stadighed forsøge at betjene Dem bedste muligt som vi har gjort de sidste 63 år.

På glædeligt gensyn

Boje Aagaard Pedersen

KUNDEKLUB

Du får særlige tilbud til kundeklubspris og nyhedsbreve på mail. Her giver vi tips og gode råd til dig og din have samtidig med, at vi fortæller om nyheder indenfor alt det grønne.

Tilmeld